Kontakt

Tlf: 59 91 18 85

Mail: info@nsfv.dk

Kontoret er åbent fra 8-15 man-tors og 8-12 fre.

Udenfor kontorets åbningstid stilles der automatisk videre til vagten.

Info vedr. andre værker

/facebook.gif

Tænd langsomt - og tjek for utætheder i din varmtvandsbeholder

Når fyringssæsonen begynder, så husk  – tænd Langsomt!

Når de køligere temperaturer melder deres ankomst, så er det tid til igen at tænde for dit fjernvarmeanlæg. Men husk, at hvis du tænder langsomt, så kan du spare rigtig mange penge.
Med lidt ekstra omtanke kan en almindelig familie spare op mod 2.000 kroner på bare én fyringssæson, blot ved få minutters indsats et par gange i løbet af de kolde måneder.
Når efteråret kommer, og det begynder at blive koldt om tæerne, skal du lade være med at skrue fjernvarmeanlægget op på max med det samme. I stedet skal du følge vores simple ’tænd langsomt’-guide.

Sådan tænder du langsomt:

  • Når fyringssæsonen begynder, sætter du fremløbstermostaten på dit fjernvarmeanlæg på 35-40 grader. Når så det bliver november og kulden tager til, hæver du fremløbstemperaturen på fjernvarmeanlægget endnu 5–7 grader, og når det bliver endnu koldere, skruer du  5-7 grader mere op.
Hvis du har brug for hjælp til at termostarten på dit fjernvarmeanlæg, så prøv at kigge her
/principdiagram.jpg

Du bør derudover også være opmærksom på:

  • Alle radiatorer i samme rum er indstillet ens og ‘tænder’ dermed samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer 25 procent hver, end én der bare banker løs.
  • Alle rum i boligen skal helst være opvarmede – også soveværelset, men luk døren hvis du holder det lidt køligere
  • Stil termostaten på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.
  • Luk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud om vinteren, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.
 

Utæt varmtvandsbeholder

HOFOR vurderer, at der er flere utætte varmtvandsbeholdere rundt om i de danske hjem. Hvis der er en utæthed i varmtvandsbeholder kan det medføre, at der kommer fjernvarmevand ud af hjemmets vandhaner og brusere. Derfor opfordrer forsyningsselskabet nu til, at man bruger 5 min på at tjekke sin varmtvandsbeholder. Der er både vand og penge at spare. 
”Vi ved godt, at det kan lyde lidt kedeligt, men der er rigtig god fornuft i at få tjekket, om der er huller i varmtvandsbeholderens varmespiral, og det tager kun 5-10 minutter,” siger projektleder hos HOFOR Jimmi Eiberg.
Hvis der er utætheder i en varmtvandsbeholder kan det enten betyde, at der kommer postevand ud i fjernvarmenettet eller at der kommer fjernvarmevand ud af hjemmets vandhaner og brusere. Ingen af delene er godt for noget. ”Jeg plejer at sige lidt kækt: Hælder I jeres kolde drikkevand direkte ud i fjernvarmenettet? Eller tager I bad i fjernvarmevand? Intet af det lyder særligt godt vel? Derfor er der god fornuft i at tjekke for utætheder i varmtvandsbeholderen, siger Jimmi Eiberg.
Hvis man finder en utæthed og udbedrer den er det til gavn for både fjernvarmenettet, miljøet og den enkelte kundes pengepung. Derfor sætter HOFOR nu fokus på emnet. Hold øje med grønt vand!
Sådan fungerer fjernvarme
Fjernvarmesystemet fungerer på den måde, at varmen transporteres som varmt vand eller damp fra kraftværkerne og ud til ejendommens eller villaens fjernvarmeinstallation. Her opvarmer en varmtvandsbeholder det kolde og rene brugsvand, der løber i andre rør, så der kan komme varmt vand til dit bad eller i din køkkenvask. 
Utætheder hos kunderne opstår typisk i beholderens varmespiral og medfører, at fjernvarmevandet strømmer over i det varme brugsvand. Derfor har mange fjernvarmeselskaber tilsat fjernvarmevandet Uranin, der gør det grønt, så det er nemmere at spore eventuelle utætheder. Stoffet er fuldstændigt ufarligt, og den grønne farve er udelukkende tilsat, så man registrerer, hvis der kommer fjernvarmevand ud af hanerne. Nogle gange er trykket i fjernvarmenettet dog mindre end i husets anlæg, og så ryger det rene drikkevand i stedet ud i fjernvarmevandet. Læs mere om det grønne vand her:http://www.hofor.dk/fjernvarme/dit-fjernvarmeanlaeg/groent-vand-i-din-hane
Fjernvarmevandet er ikke bare almindeligt vand, men derimod behandlet, ilt-frit-vand, så rørene holder længere. Hver liter vand, der mistes i fjernvarmesystemet, skal erstattes af en ny liter dyrt, behandlet vand, og der vil derfor være en stor besparelse og miljøfordel i at opdage lækager i varmtvandsbeholdere.
"Det er slet ikke så svært at tjekke om din varmtvandsbeholder er utæt. Du skal blot lukke for hovedventilen til det kolde /Groent_vand_hanen.jpgbrugsvand og så tænde for det varme vand på den vandhane, der er længst væk fra varmeanlægget. Hvis ikke trykket på det varme vand forsvinder, og der bliver ved med at komme vand ud hanen, så er der en utæthed," fortæller Jimmi Eiberg. "Hvis du tjekker, og det viser sig at der en utæthed, så skal du have fat i en VVS-installatør som kan hjælpe med udbedre utætheden eller få skiftet varmtvandsbeholderen.Vi håber folk vil hjælpe med at finde utætheder i deres varmtvandsbeholdere. Det vil være til gavn for os alle sammen,” afslutter Jimmi Eiberg.
Se denne lille film, der viser, hvor nemt det er at tjekke din varmtvandsbeholder – se den på https://www.youtube.com/watch?v=EInMLDyJ9B8
 

Nykøbing Sj. Varmeværk, Billesvej 8-10, 4500 Nyk. Sj. CVR 46917928. Tlf: 59911885 Mail: info@nsfv.dk Bank: 4343-3565168444